Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

onsdag den 31. december 2014

Årskiftet sidste år og i år

Da vi bor i et stråtækt hus og har naboer som er lidt heftige med nytårskrudtet holder vi altid Nytårsaften hjemme i Pandekagehuset i Lejre. Mellem Jul og Nytår er vi tit i Sverige i vores hus i Påryd. Det var vi både i år og sidste år. Som altid har jeg fotoapparatet i lommen og så er det jo sjovt at kigge tilbage og se forskellen på vejret mellem to år. Sidste år var der meget mildt. Grønt og roligt, - lige til at gå en dejlig tur i skoven. I år var der slædehundekoldt og vi blev indendørs. Ikke en havde lyst at gå tur. Vi kørte fra Lejre 1. juledag i let snevejr og ankom til påryd hvor der ingen sne var men der var hård frost. Der havde sneet på et tidspunkt så der var en smule hvidt.

onsdag den 24. december 2014

Juletræet med sin pynt

Her i Pandekagehuset har vi som altid et juletræ. En Normannsgran. Helt op til bjælkerne. Træet har stået i vand udenfor i 14 dage. I mandags kom det så indenfor og der bliver det stående mindst til Hellig Tre Konger den 6. januar. Julepynten er en blanding af gammelt og nyt og så det vi har hentet på vores rejser. Kan se at andre har samme skik for der er julebutikker eller juleting at finde overalt i verden på alle tider af året. Julemanden på træet er hentet i New York, tepotten i Kina, filthjerterne er fra Shetlandsøerne og guldstjernen er fra New Zealand. Den blå/hvide kugle er fra Halifax og den røde er fra Prag. Vi har også en engel med vinger af grøn kløver fra Irland og et sort får fra Island, Det sidst indkøbte er en træting der viser Julemanden i arbejde i sit værksted. Den købte vi i Solvang i USA sidste år. God Jul til alle der læser min blog.

fredag den 19. december 2014

Julehygge i Sagnlandet i Lejre

Sidste lørdag var vi i Sagnlandet Lejre. Der har været gratis adgang i de sidste 3 weekender. Som der plejer at være i julemåneden. Som gamle medlemmer af Sagnlandets Vennekreds var det jo nærmest et must. Vi skulle ud og have et krus varm øl med en smørklat i. Og vi skulle se på alle de skønne ting de har i deres butik. Per fik købt en dejlig vildsvinespegepølse, - de har jo vildsvin i Sagnlandet. Der var godt besøgt derude på trods af at det regnede en hel del og der var temmelig smattet på stierne. I et af Krikkebjerghusene, de gamle landbohuse fra 1800-tallet var der smugkro. Det var nu ikke så ugudeligt som det lyder, for vi mødte Joachim Stender, præsten fra Kirke Saaby som lige havde holdt en lille gudstjeneste før vi ankom. Nu havde tre spillemænd overtaget stuen. Snakkede også med Lars Holten som er leder af Sagnlandet. Sidst vi var sammen med ham var for et par år siden hvor Per og jeg var med til at rejse sten nr. 53 i skibssætningen. Det foregik selvfølgelig om sommeren og varede i flere dage, men den dag vi havde valgt stod regnen ned i stænger hele dagen. Det var en pladret affære.

onsdag den 17. december 2014

Halvsløv julehygge og Pers nye pc

I dag er der ikke vejr til andet end indendørs hygge. Så er det jo heldigt at det er det vi planlagt i dag. De sidste dage er der brugt en hel del tid, hjerneceller og tålmodighed. Per har nemlig fået sig en ny bærbar computer med Windows 8 og det er jo noget ganske andet end det vi plejer at bruge. Men nu virker den og den gamle pc er koblet fra og Per har fået ny mail som ikke blander sig med mine. Julegaver er der også blevet lavet, købt og pakket ind. Ikke alle endnu, men de fleste. I dag kommer Søren og Elias til julehygge. Så skal vi spise æbleskiver og drikke gløg. Og så skal vi koge klejner, - i rigtigt svinefedt. Fuglene får det bagefter med fuglefoder i. Til aften skal vi have andelår, brune og hvide kartofler og rødkål, - en rigtig julehyggemiddag. Har også fået lyskæder i træerne udenfor. Hyggeligt i den mørke tid.

onsdag den 3. december 2014

Cafe Ostedet og min lille butik i butikken

I lørdags var vi til åbning af Osteds nye cafe. Den hedder Ostedet, - meget fikst navn. Det er Sanne, min frisør, der har den. Sanne er en meget aktiv og skøn dame som åbnede en kombineret salon og tøjbutik i Osted for 7-8 måneder siden. For omkring tre måneder siden stak jeg hovedet indenfor for første gang. Skulle have ny frisure. Nu skulle ørerne frem i lyset, - for første gang i mit liv. I salonen hang der en del malerier af forskellig art. Der var nogle hun selv havde lavet og nogle som andre havde fået lov at hænge op. Vi kom i snak om dem og jeg fortalte at jeg lavede akvareller. Dem kunne jeg da godt få op at hænge og evt. sælge nogen af sagde Sanne. Hun skulle åbne en cafe ved siden af salonen. Der var også smykker, glaskunst og sangskjulere m.v. som hun havde i kommission for nogen og nu har jeg også fået et par hylder i den nyåbnede cafe Ostedet. Synes selv det ser pænt ud, men ville da gerne have en par hylder mere. Nu bliver det så spændende om der er nogen der vil købe mine smykker og akvareller. Senere kommer alle mine akvareller nok derned på en separat udstilling. Spændende.

søndag den 16. november 2014

Så er der fasaner

 
Forleden dag var Per så heldig at få fingre i 2 fasaner. Det er en bekendt her på vejen der går på jagt sammen med sin kone og de havde arrangeret en jagt med andre jægere. De var lige ved at skulle afsted da Per kom forbi. Så lagde han straks billet ind på et par fasaner hvis de skulle ramme nogen sådanne. Det gfjorde de, - vistnok 26 og nogle ænder. Niels kom så efter jagten med 2 fasaner, - en høne og en kok. Efter at have hængt et par dage flåede og rensede Per dem udenfor på terrassen. Der blev 4 pæne bryster og 4 lår og så selvfølgelig skroget til fond. Lårene blev røget i en lille grill, - ikke den helt store succes. Brysterne blev tilberedt efter alle kunstens regler, med gulerødder, løg og krydderurter og selvfølgelig bacon om. Saucen blev lavet med fløde, blåskimmelost og gele og så fik vi brunekartofler til. Mums!
Betonstykket på det sidste billede er fra Berlinmuren. Vi huggede det selv ud i juni 1990. Meget sjovt her ved 25-året for murens fald.

lørdag den 8. november 2014

Blokhus, Hune og Vesterhavet

I disse dage er residensen henlagt til Vendsyssel,  nærmere betegnet Hune hvor jeg besøger min søster. Og det er jo sådan set ret heldigt. Ser i , - hjemme i Pandekagehuset i Lejre er tingenes tilstand ikke som de burde være. Fyret er gået helt grassat og sidste bulletin fra Lejre er at det er fjernsynsforbindelsen også. Her i Hune virker det hele på nær dørklokken, men det skal vi lige se på. Ellers går alt sin stille gang. Jeg har afhjulpet et par problemer på Mosters PC og hjulpet med genetableringen af hendes lille værelse. Vi har været hos optiker og fået rettet en brillestang og til ophørsudsalg hos boghandleren i Blokhus hvor Moster brugte de sidste euro fra turen til Samos i maj. Læsning, smykkefremstilling og pokerspil på pc har der ikke været megen tid til for vi skal jo også spille 500. Alt skal nås og passes før hjemturen tidligt mandag morgen

søndag den 2. november 2014

Nattog til Paris, Prag og Firenze





Hørte i radioavisen her til formiddag at DSB nu indstiller nattogene. En æra og en rejseform er slut. Ikke mere "Ud at se med DSB", - i hvert fald ikke om natten. Per og jeg har prøvet det nogle gange. Første gang var vores 4 dage lange bryllupsrejse til Paris. Det er 25 år siden i år. Afsted fra Høje Taastrup kl. 17 og vågne op på Gare Du Nord næste morgen. Dejlig tur. De to næste nattog var til Prag. Den første hvor vi skulle fejre at jeg blev 50 år gik fint, men på den næste måtte vi sidde op og sove da sovevognen ikke kunne køre på færgen på grund af enten højvande eller lavvande. Surt, men vi klagede og fik 600 kr. retur. Sidste tur med nattog gik til  Firenze og derfra videre med tog i dagtimerne til Rom, - denne var det Pers 50-årsdag vi fejrede. Også en dejlig tur, men man skal ikke tage til Rom Påskedag,- alt var lukket, men vi var til Påskemesse på Peterspladsen sammen med ca. 200000 andre og det var en stor oplevelse. Selv er vi for længst gået over til at flyve når vi skal på storbyferie, - det er trods alt nemmere og lige så billigt, måske endda billigere. Synes dog at det er synd for dem som ikke kan lide at flyve.

fredag den 31. oktober 2014

Gyselige kager

Her i Danmark er Halloween ved at vinde indpas. Noget amerikansk gøgl synes jeg, - men sådan er det jo bare. I Osted er butikstorvet ved at vågne op fra en lidt hensygnende tilstand de sidste par år. Nye butikker og en kommende cafe, - i kombination med en frisørsalon og en tøjbutik. Torvets butikker og Cafeen holdt åben i aftes til Halloween selv om cafeen ikke er åbnet rigtigt endnu. Jeg blev sjanghajet af min frisør til at bage 2 store bradepandekager, Gyselige Kager, med grønt glasur og spindelvæv. Hun spurgte om jeg var god til at bage. Jo jeg mente da nok at jeg kunne bage et par kager. Så nævnte hun at de også skulle pyntes og det var jo straks værre. Har aldrig gjort ret meget i glasur. Her var internettet en god hjælp  både til glasur og pynt. Kagerne blev afleveret klokken 17 og da Per og jeg kiggede ned i cafeen klokken 19.30 for at smage en bid så var der kun en halv kage tilbage. Bliver nok nødt til at bage en sirupskage til os selv, den fik vi ikke smagt, men de sagde den var god og det var jo heldigt. Ovenstående ses de gyselige kager før angreb af sultne Ostedboere. Nederst ses mit køkken efter kagekampen. Kagekone bliver jeg aldrig, men jeg fik da en skilling for mine anstrengelser.

torsdag den 9. oktober 2014

Mig og mine biler

 En gang for rigtig mange år siden skrev jeg en ønskeseddel. Den var lang og i alle prisklasser. Alt fra grydelapper, tøj, vaskemaskine, bil, hus på landet med stråtag og en jordomrejse. Nu er jeg 71 år i morgen og har sådan set fået det hele, - plus dejlig stor familie som jeg er stolt af. Min første vaskemaskine gav mig en ny frihed, - jeg kunne vaske når jeg ville. At få kørekort og kunne bruge familiens bil gav endnu mere frihed. For 28 år siden fik jeg så endnu mere frihed. Jeg fik min helt egen bil og det har jeg haft siden. Den første var en blå Volvo Amazone som jeg havde i ca. 15 år. Næste bil var en champagnefarvet Volvo 440 der havde den sære skavank
at den ikke kunne dreje til venstre uden at kløjs i det. Gik engang i stå på rampen op til Føtex tagparkering. Godt man havde lært håndbremsetricket. Blev udskiftet med en grøn Volvo 460. Dejlig bil som jeg var rigtig glad for, - lige til jeg i foråret skulle til syn med den. Stort hul i forbroen plus diverse andet. Min mekaniker anslog at det ville koste ca. 12000 kr. at lave. Nu kører jeg rundt i en sort Hyundai Atos, - en rigtig lille smart sag, - en Andersinebil vil nogen nok sige, men den passer lige til mig. Og den er helt min egen. Ikke noget med at skulle vente på at Per kommer hjem med "vores" bil. Det er frihed, - dyr men dejlig luksus som jeg nødig vil undvære.

mandag den 29. september 2014

Min globale hjemmeside

Her på Globetrotter hjemmesiden skriver jeg om mangt og meget.
Jeg skriver om Lejre og det nære og om livet i Pandekagehuset. Jeg skriver om andre steder i Danmark som jeg har besøgt eller finder interessante. Jeg skriver også om vores mange rejser rundt i Europa og til fjerne destinationer. Fire rejsedagbøger er det også blevet til. Om vores rejser i New Zealand, Kina og USA. Mangler at skrive om vores 2 krydstogter, - det ene over Atlanten til New York og det andet til Alaska. De kommer nok i løbet af vinteren. Hvem er det så jeg skriver for? Først og fremmest for mig selv fordi jeg kan og synes det er sjovt. Jeg smider links på forskellige sociale medier og kan på min administrative side se hvor mange der kigger på hjemmesiden. Jeg kan også se hvilke lande de kommer fra. Det bliver vist på et kort. Har fra start af skrevet en liste over landene og er nu nået op på 61 forskellige lande fordelt på 5 kontinenter. Mærkeligt nok har jeg flere besøgene fra Ukraine end fra Danmark. Afrika og Sydamerika er lidt tyndt repræsenteret, men dem har jeg heller ikke besøgt eller skrevet om endnu. Google Translate er jo nok en stor hjælp ellers får de jo nok ikke meget ud af det da jeg som bekendt skriver på dansk.

onsdag den 24. september 2014

Gensyn med Hersonnissos på Kreta

I 1985 var jeg på Kreta for første gang sammen med Ulla og Bo, - min datter og svigersøn. Boede nær Rethymnon. Ganske kort efter min hjemkomst derfra mødte jeg Per. Min begejstring for Kreta og det græske var stor og året efter lokkede jeg ham med til Kreta, - kun en uge sagde han, der er sikkert for varmt. I 1987, tog vi derned igen, - denne gang i 2 uger. I år fik vi så den ide at vi ville ned og hilse på dem vi lærte at kende dengang. Bookede derfor en uge på Hotel Dimitra og købte et par flybilletter og lejede en bil i 3 dage. Ingen danske rejsebureauer havde noget i den ende af Hersonnissos og Norwegian som vi fløj med landede kun i Chania. Derfor var vi nødt til at leje bil og alligevel var vi først på hotellet klokken 01.30. Siden sidst var der anlagt en ny motorvej fra vest til øst, men 180 km er langt i mørke. Fandt hotellet som selv med ny swimmingpool lignede sig selv. Den unge receptionist fra 1987 var nu blevet grå i toppen og han og hans søster havde overtaget hotellet efter deres far. Efter en god nats søvn skulle vi så ud at kigge på Hersonnissos. Der var et par fixpunkter vi kunne kende ellers var alt forandret. To nye veje og en masse nye bygninger var anlagt mellem den gamle hovedvej og stranden. Vores gode gamle Taverna Anatoli som dengang lå i første parket mod vandet kunne slet ikke ses nede fra stranden. Vi fandt den dog og Kostas og hans familie var der stadigvæk. Nu havde de fået både swimmingpool og hotel. Det så ud til at gå godt.
 Da vi nu havde bil kørte vi også en tur til Malia og genså ruinerne der. Dengang i 1987 gik vi der helt alene, bortset fra en lille sort hund som fulgte os hele vejen. Ingen entre, - bare sorte ruiner. Nu var der gravet meget mere ud og de nye udgravninger var overdækket med store tagkonstruktioner og vi skulle betale. Efter Malia kørte vi til Lasithi Sletten. Skøn tur over bjergene. Gjorde holdt i lille by og fik øl og mesedakia eller tapas til. Meget flot, - plejer kun at følge med når man bestiller ouzo.

Næste dag kørte vi til Heraklion. Ikke noget at skrive om, - skulle nok hellere være kørt til Agios Nikolaos.
Det blev en uge med masser af sol, dejlig mad, masser af Retsina og ouzo. Traveture og strandture med badning og pitstop med en kold øl og mere ouzo. Hele 2 aftener med optræden af kretensiske dansere og græsk dans for alle. Her mødte vi bl.a. russiske Angelina og hendes mor fra Kazan. Der var rigtig mange russere i Hersonnissos. De opfører sig pænt i modsætning til nordmændene som ikke er sjove i flok. Efter mange ferier på Samos var ferien på Kreta en anderledes ferie. Synes ikke forandringen i Hersonnissos var til det bedre og kan måske godt forstå at danske rejsebureauer ikke længere har hoteller i den østlige ende af byen. Ferien sluttede med en festlig middag på Taverna Anatoli. Lam a la Kostas. Vin og masser af ouzo. Mange kram til afsked. Havde vist lidt ondt i hovedet og blundede lidt i bussen den lange vej til Chania.

fredag den 5. september 2014

En verden af inspiration

Selv om jeg bruger internettet næsten daglig har jeg overset noget. Sikkert meget, - rigtig meget tror jeg. Man gror nemt fast i de samme sider og de samme interesser. Så en dag besøgte jeg min kreative datter Ulla og vi kom til at snakke om alt det man kunne lave selv. Prøv at søge på diy-sider (do-it-yuor-self). Havde aldrig hørt om det, men her var der mange spændende ting. Pinterest var også et godt sted at kigge sagde hun. Havde godt set Pinterests logo men aldrig klikket på det. Troede det var noget der lignede Facebook og Twitter. Det var det bestemt ikke. Her er inspiration til alt mellem himmel og jord. Ting du kan lave selv eller bare forundres over at andre kan. Gode ideer og fif lige til at bruge. Det er ligesom Pandoras æske, - man kan bare blive ved at lukke op og finde nye, spændende og inspirerende. Her tog jeg fejl! Pandoras æske er en hadegave fra Zeus. Så er det mere som Babuskadukkerne. Ligheden med Facebook er at man også på Pinterest kan støde på nogen man kender og det er jo sjovt at se hvad de interesserer sig for.

tirsdag den 26. august 2014

Her i Danmark spiser vi rugbrød

Så længe jeg kan huske har rugbrød været en af hovedingredienserne i min daglige kost. Madpakken jeg havde med i skole indeholdt altid rugbrød med varierende pålæg på. Alle i Danmark spiste rugbrød dengang. Indtil jeg begyndte at rejse til andre lande troede jeg man spiste rugbrød overalt. Det berømte danske smørrebrød blev og bliver stadig fortrinsvis smurt på rugbrød. Rugbrødet var dog næsten ved at forsvinde på grund af industrialiseringen. Mange bagerbutikker lukkede og supermarkederne tog over. Elendige brød var det, syrnet med saltsyre bl.a. Heldigvis kom der igen gang i bagerbutikkerne og udviklingen af brød , - både rugbrød og hvedebrød så vi nu igen kan købe anstændigt brød. Selv har jeg i mange år bagt vort eget rugbrød. Har eksperimenteret med diverse surdejsudgaver, men bruger nu brødblandingerne fra Amo. Blander en med fuldkorn og en med solsikkekerner og tilsætter lidt mere gær end der står man skal. Har lige bagt 2 dejlige brød som jeg deler i halve og fryser de 3 ned. Brødet er absolut vanedannende og anbefalelsesværdigt. Prøv det!

søndag den 17. august 2014

Kinas store byer

Kina er et meget fascinerende og fremmedartet land. Et gammelt kulturland med en civilisation der er årtusinder gammel. Gyldendals Store Danske Enchelopedi  har en rigtig god side om Kina og dets historie. Her kan man bl.a. læse at der findes spor af agerbrug så langt tilbage som 7000 år før Kristus. Vores første tur i januar 2004 gik til Beijing hvor vi så alle de kendte ting, - Den forbudte By, Den Himmelske Freds Plads, Maos Mausolæum og Den Kinesiske mur.

Besøgte også et par markeder og en cloisonnefabrik. Det moderne Beijing så vi ikke så meget til men besøgte dog også Wangfujing Street. I forbindelse med vores tur til New Zealand i 2009 besøgte vi Hongkong. Det var en lidt mere behagelig oplevelse temperaturmæssigt og byen var mere livlig og moderne. Det er en rigtig slentreby med en livlig havn og dejlig havnepromenade. Vi boede på Kowloonsiden men tog flere ture over til Hongkongøen med Star Ferries, - billetpris 2 kr. Vi besøgte selvfølgelig The Peak med den berømte kabelbane. Fantastisk tur og sikken en udsigt.













I januar 2013 gik turen igen til Kina. Denne gang gjaldt det en tur på Yangtze med slutdestination i Shanghai. Se mere om hele rejsen i Rejsedagbog fra Kina 2013. Shanghai er en oplevelse. En moderne metropol med et dejligt behageligt klima. Skønne gamle kvarterer, både fransk og engelsk prægede.

Fortiden fornægter sig ikke, - heller ikke den kinesiske. Gå en tur og oplev f.eks. den meget anderledes madkultur. Der sælges grisetryner og ører, hønse og andefødder og andre ting vi ville smide ud eller bruge til dyrefoder. Her er det delikatesser som kineserne spiser med stort velbehag. Levende dyr i bure eller høns i snor hører også med til gadebilledet. Af de tre byer jeg her har besøgt er Shanghai favoritten.
Ikke langt fra Shanghai ligger en anden perle Souzhou som absolut også er værd at besøge.

lørdag den 9. august 2014

Sommervandring, - Skjoldungestien fra en anden vinkel

Så i Lejreposten at der var sommervandrig med start ved Museet i Lejre. Har tidligere været på tur herfra. Turene laves i samarbejde med Lejre Historiske forening og Lejre Museumsforening. Turene er guidede med en turleder med lokalkendskab. Den 31. juli var det Åvandrig omkring Lejre, - en tur på 3-4 km. Turen gik fra museet over marker og bag om det store vandværk i Lejre og hen til broen over Kornerup Å ved Ledreborg Alle. Den Hedder Maglebro.
Videre langs Kornerup Å til Kongebro. Her løber flere åer sammen og toget kører over broen. Selv gik vi under broen via en smal træbro.
Derfra gik turen gennem skoven til Lejre by, Felix og stationen. Videre frem skulle vi igen forcere hegn og marker for nu skulle vi op på Hestebjerg og nyde den flotte udsigt deroppefra. Så gik turen tilbage til museet hvor nogle sagde farvel mens vi andre gik over til Gl. Kongsgård og spiste medbragt mad og hjemmebagt kage med kaffe. Hyggelig måde at runde en dejlig tur af på. For resten benyttede jeg også lige lejligheden til at kigge på museet.

mandag den 4. august 2014

Tall Ships Race 2014

I weekenden var jeg i Esbjerg for første gang i mit live,  - Danmarks 5. største by. Der er Tall Ships Race i Esbjerg indtil den 5. august. Vores største interesse var Georg Stage som Pers barnebarn Lærke har været påmønstret sin april. Lærke så vi nu ikke meget til for hun havde travlt med at læse til den afsluttende eksamen som finder sted i Skagen i næste uge. Fik dog lige hilst mellem undervisning og lektielæsning. Der deltog 63 skibe fra forskellige lande. Flest var der fra Norge og Holland. Vejret var fantastisk. Høj sol og næsten 30 grader, - godt at de solgte is og kolde øl og at vi havde vand med.
Og sikke et syn med alle de flotte sejlskibe. De var pudset og poleret efter alle kunstens regler. De var også forsynet med flagguirlander der viste hvilke kapsejladser de havde deltaget i. Dejligt var det også at se alle de glade unge besætningsmedlemmer på skibene. Georg Stage var nok det skib der fik mest opmærksomhed på grund af at det var dansk, men det norske og det russiske var også godt besøgt.

Jeg tror det bliver endnu flottere i morgen når alle skibene forlader Esbjerg for sejl. Dette kan med fordel ses fra Sædding Strand hvor man også kan se på Esbjergs imponerende vartegn Mennesker ved Havet..

tirsdag den 29. juli 2014

Dejlige dage i det svenske

Endnu en gang gik turen vort skønne hus i Påryd. Kørte i Pers Berlingo der som sædvanlig var proppet med ting vi ikke mente at kunne være foruden. Vejret var fantastisk så vi var næsten kun inde når vi skulle sove. Niels kom på besøg i 4 dage. Han ville gerne ud at se lidt så vi kørte til det idylliske Kristianopel hvor vi gik tur og spiste dejlig vaffelis. Kæmpeis til 25 svenske kroner. Herefter gik turen til Karlskrona hvor vi spiste frokost og gik på en cafe som Per kendte. Her fik vi kaffe og kage. Om lørdagen gik turen til Stadsmissionen i Kalmar hvor der som sædvanlig blev købt diverse ting til næsten ingen penge. Niels ville gerne se endnu mere, derfor kørte vi til Øland og spiste frokost i Borgholm. Kaffen tog vi hjemme i Påryd.
Inden alle udflugterne havde Niels dog slået græs, jeg havde beskåret diverse buske og træer og fjernet en frygtelig masse meterhøje brændenælder. Da Niels var kørt hjem blev sidste halvdel malet af huset, vi fik ordnet diverse brænde med savning, kløvning og stabling samt slået græs endnu engang alt imens der blev drukket spandevis af isvand, tyndt svensk øl, kaffe og selvfølgelig også medbragt vin. Alt blev indtaget udendørs i skyggen af parasollen som blev flyttet rundt efter solen. Efter 12 dage er vi nu tilbage i Danmark hvor solen stadig bager.

fredag den 11. juli 2014

Dyrepasning med udfordring

I denne uge passer vi dyrene for Jeanette og Jan i Strø. Dyrene er 7-8 får, 2 heste (ponyer) 9 stk Herefordkreaturer, en hund og en kat. Samtidig pendler vi mellem Lejre og Strø da vores egen kat og blomster også skal passes. De første par dage gik det meget godt og dyrene opførte sig eksemplarisk. Det gjorde de til gengæld ikke onsdag. Jeg kom fra Lejre ved 14-tiden og vi skulle have frokost. Pludselig så vi 2 køer rende ude på markvejen ved siden af folden. Vi satte efter dem men de rendte så snart vi nærmede os. Vi blev enige om at spise vores frokost så kom de jo nok tilbage igen. Sådan gik det nu ikke. Pludselig så vi hele flokken vade tværs igennem naboens hvedemark med retning mod Strøvej. Nu var gode råd dyre. Prøvede at få fat i naboerne og ringede også til politiet. Ikke megen hjælp at hente der. Timerne gik og køerne kom og gik. Så var der nogen i folden og så var der ikke. Hvor var de kommet ud og hvordan skulle vi få dem ind.? Blev enige om at de nok selv fandt ind igen. Klokken ca. 23 troede vi alle var inde i folden og sad, meget trætte på terrassen og spiste meget sen aftensmad. Pludselig stod der en ko ude ved hegnet og gloede. Vi lod den være og gik i seng. Om morgenen fandt vi stedet hvor de var brudt ud og reparerede det nødtørftigt. Nu var der 2 køer ude. Dem jagtede de sidste 2 helt til sidst på eftermiddagen torsdag hvor det lykkedes os at få dem lokket ind i folden. Herefter gik vi hegnet efter igen og lavet rigtigt og går alle 9 og hygger sig i folden.