Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
Viser opslag med etiketten Pandekagehuset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pandekagehuset. Vis alle opslag

mandag den 18. december 2017

Julekort fra Pandekagehuset

I år har jeg kun sendt 2 julekort med snailpost. Det er jo den helt rigtige betegnelse for de sørgelige rester at det danske postvæsen. De er jo ikke til at regne med, derfor bruger jeg nu dette medie til at sprede lidt julestemnung. Mødte de festlige Svogerslev Brass Band i fuldt nisseantræk i søndags i Roskilde. Hundekoldt var der, derfor et ensomt juletræ på Hestetorvet.

Fik dog varmen med et dejligt krus økologisk, men ikke alkoholfrit gløg på Stændertorvet. Turen var med gåklubben i julehumør. Stemningen var også fin hjemme i Lejre hvor sneen og lysene sørgede for den rette julestemning. Jeg sender jer alle de bedste ønsker om en Glædelig Jul. Slip juleglæden løs og lad julefreden sænke sig.

tirsdag den 23. maj 2017

Er de ikke smukke?


Lige nu er der lysene gule pletter overalt i min have. Næsten samme farve som den gule rabs. Det er de gule valmuer der blomstrer. De hedder sikkert et eller andet fancy, men de er umiskendeligt af valmuefamilien.

Jeg kendte dem ikke før jeg flyttede ind i Pandekaghuset her i Lejre. Der bliver flere af dem for hvert år, da jeg strør flittigt om mig med de fine birkesfrø når de er klar til det. Tror også at der må være gule valmuer i huset i Sverige nu, for der er der både strøet frø af gule valmuer og akelejer. Valmuerne er lidt nemmere at styre end akelejerne, som jeg vistnok har været lidt for rundhåndet med.

fredag den 17. juni 2016

Kattens til kat

Alt her i Pandekagekagehuset følger Bandit med i. Her er det drivhuset der lige skal undersøges. Er der mus? Snegle? Nej ikke denne gang, - men den her spand må jeg da lige prøve. Jo, - her sidder man jo både tørt, lunt og godt. Og det er jo ligesom at være i junglen med alt det grønne.

tirsdag den 15. marts 2016

Min rastløshed genererer energi

Forår. Alting spirer og gror. OG! Endnu engang må jeg erkende at "der er intet så galt at det ikke er godt for noget". Her går jeg og synes det er r..sygt at tusse rundt her i Pandekagehuset alene. Det gør mig rastløs. Jeg kan ikke bare sætte mig og se fjernsyn eller læse i en bog. Der skal ske noget! Derfor er vinduerne nu pudset både indvendig og udvendig. Både mod nord og syd. I haven er bedene revet for visne blade og andet skidt. Det samme er der ude langs stengærdet. I indkørslen er planterne langs huset blevet trimmet lidt og så er der fejet. Efter at have arbejdet den værste rastløshed af kom der ro på. Så var det blevet tid til en velfortjent øl og et par sider i min bog, - ude i drivhuset.

tirsdag den 29. december 2015

Juletræer i Danmark og i Sverige

Juletræet i Pandekagehuset blev flot pyntet 4 dage før Juleaften. Som sædvanlig af børn og børnebørn. Dagen efter drog jeg til Sverige for at holde jul i vores hus derovre sammen med Ulla, Bo og de 3 drenge. Juleaftensdag gik turen så i skoven, for i Sverige er det der man henter juletræet. Ganske vist ikke et fint ædeltræ men en rødgran. Alle mand af huse med sav i hånden for at finde et passende træ. Så var det spændende om vi havde noget julepynt. Det mente vi nu at vi havde  da det jo ikke er første jul i Påryd. Der var julepynt plus det jeg havde fået fra min pakkekalender som Ulla havde betænkt mig med i år. Og der blev gået om træet og sunget som det sig hør og bør. Mad og gaver var der også i rigelige mængder. En anderledes Juleaften for mig i år, men dejligt at være sammen med familien.

fredag den 11. december 2015

Klejner i kassen

I år havde jeg nok ikke tænkt mig at jeg skulle lave klejner og vaniljekranse. Lave den kun til mig selv, -nej det kunne være lige meget. Vidste ikke hvordan jeg egentlig havde det med alt juleriet. Nu er det så blevet sådan at den årlige julehygge og byttegavedag skal holdes her som den plejer og det er jo dejligt. Så kommer børn, svigerbørn. børnebørn og lille Karla, mit oldebarn. Til julehyggen i Pandekagehuset hører visse traditioner, Blandt dem klejner. De drillede lidt i år. Dejen smuldrede, men så er der jo internettet. Der skulle bare en lille sjat vand i og så var dejen medgørlig. Har også bagt vaniljekranse. Det blev også en udfordring i år og den kunne ikke klares med internettet. Havde lige glemt at den gamle kødhakker var røget til Sverige og på den nye køkkenmaskine kan man ikke lave vaniljekranse. Pølserne måtte rulles i hånden, - for kranse skulle det være. Kønne er de ikke, men det er kranse og det er jo smagen der er sagen.

mandag den 23. november 2015

Og hvad lærte jeg så af det??

Sidder her med sved på panden selv om der fryser 4 grader udenfor. Ude skinner solen fra en skyfri himmel. Alt er hvidt og solen får sneen til at glimte som krystaller. Fine istapper hænger hele vejen langs tagskægget. Utrolig smukt. Lige til at sætte sig indendøre og nyde synet af. Hvis det bare ikke var sådan at jeg ikke kunne komme ud af min indkørsel. Der var kun et at gøre. Fatte skovl og sneskraber. Nu er indkørslen ryddet. Det tog 2-3 timer med passende pauser når sveden på panden og ryggen krævede det. Pauserne var selvfølgelig med kaffe og en velfortjent øl. Det jeg så har lært af hele den her manøvre er at når der meldes sne i større mængder så skal sneslyngen stå i garagen eller på terassen og ikke som nu ovre i redskabsskuret hvor den er sneet inde.

lørdag den 5. juli 2014

Hækklipning i Pandekagehuset

Vores hæk er som regel den sidste der bliver klippet. Først når Per er ved at være ret godt brugt efter at have klippet hække for andre i næsten en måned. Men han går effektivt til værks. Hækklipperen er smurt og saven slebet. Vi er ikke altid enige om hvad og hvor og hvor meget der skal klippes, snakker om det forinden. Men Per har et tricks. Han tager høreværn med radio på og så går han i gang. For at beskytte hørelsen selvfølgelig. Så er han ikke nem at råbe op og han er som sagt effektiv og før man når at få kontakt har han klippet det halve af det som jeg gerne ville have beholdt, f.eks. syrenen. Og når så det halve er væk ser det jo ikke godt ud længere og resultatet er at han bliver nødt til at klippe resten. Per er til lige linjer og jeg er til buede former hist og her. Nu forholder det sig jo heldigvis med hække og buske ligesom når man er blevet klippet for kort i nakken, - det gror ud igen. Eller som ræven sagde da de trak skindet af den, - alt er kun en overgang.