Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

tirsdag den 24. april 2018

Haraldsted Sø, - et for mig ukendt paradis

 En Jættekvinde,som boede i Køge, gik en dag ind i Midtsjælland for at hente sig et forklæde fuldt af grus. Da hun var nået en mil nord for, hvor Ringsted nu ligger, lagde hun sig på knæ og tog med sin højre arm ud til nuværende Roskilde landevej og skrabede til sig. Hullet der fremkom, blev fyldt med vand og dannede Haraldsted sø. (Gammelt sagn)

Skønt søen ligger mindre end 15 km fra Lejre, var denne skønne plet helt ukendt for mig indtil jeg mødte Jørgen. Han er den lykkelige ejer af et sommerhus i 1. række ved Haraldsted Sø. Det er simpelthen en perle. Udsigten i sig selv er bare så smuk og så er her en fred og ro, - altså hvis man ser bort fra gæs, ænder, blishøns, lappedykkere og hejrer der larmer og er i konstant bevægelse. På land er der en masse småfugle, spætmejser og egern. Jørgen har været så fornuftig og heldig at få købt jorden foran huset, hvor nogen havde planer om grillplads og borde og bænke. Så freden, roen og udsigten er sikret.Huset ligger på en skråningen og er ca. 10 meter over søens overflade og det gør jo udsigten endnu bedre.

torsdag den 5. april 2018

En dejlig dag

Dagen idag var en god dag, men dagen igår var bedre. Efter påsken i Sverige var tirsdagen en lidt sløv dag med udpakning og indkøb. Foråret kom først rigtigt igår med masser af sol og energi. Og der var brug for begge dele. Når man i påsken først havde svinet en dug ved at ryste kaffekruset i stedet for raflebægert og dernæst hældt et spejlæg ud på en anden dug, så var vasketøjet mit. Så der blev vasket i den helt store stil, - viskestykker, duge og håndklæder blafrede lystigt på tørrestativet. Imens blev både havegangen og terrassen fejet og der blev klippet lidt i et par roser og figenbuske. En hylde på gavlen som var helt skjult bag den ene figen blev også flyttet til en bedre plads. Og så var det jo onsdag og tid til bowling. Her gik det også fint. 92-112-117 i de tre serier. det var da helt fint. Og så hjem til varmemad, - frikadeller og stuvet hvidkål med sukker og kanel. Jo sol og varme giver energi.