Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

søndag den 1. marts 2015

Skjoldungernes Land - Danmarks nye nationalpark.

Her i Lejre mærker man historiens vingesus. Museet uden vægge kalder man det også. Mange af sagnene viser det sig at være hold i når man gør nye arkæologiske fund. Vi vader rundt i fortidsminder. Masser af gravhøje, - der er 257 registrerede gravhøje i Lejre Kommune. Og vi har skibssætninger og jættestuer og til at gøre det hele mere forståeligt for os almindelige mennesker har vi Sagnlandet. Her bliver alt anskueliggjort i form af foredrag, film og plancher og i sommermånederne af arbejdende værksteder og beboede huse bl.a. fra jernalderen. Nu er hele herligheden så blevet en del af den nye nationalpark Skjoldungernes Land. I går gik vinden frisk over Lejres bakker hvor jeg gik en dejlig tur mellem gravhøje og skibssætninger og Lejres mange åløb. Bidende koldt. Hjemme igen kiggede jeg på kort over hvor alle disse gravhøje ligger og fik så den ide at jeg ville søge efter min barndoms gravhøj i Pandrup. Det var et sted jeg tit søgte hen når jeg var ked af noget. Så sad jeg bare der helt alene. Lod tankerne flyve. Og tænk jeg fandt den på kortet over gravhøje. Min Gravhøj! Den hedder Hedegaards Høj. Jeg har haft kontakt til ejeren af stedet hvor den ligger og har fået lidt historie og er velkommen til at besøge højen. Det vil jeg helt sikkert gøre når jeg tager derop om et par uger.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvis du kan lide min blog så skriv gerne en lille hilsen/kommentar